Jens' computerspils-weblog

Blog om computerspil, skrevet af Jens Hoppe.

Tuesday, April 25, 2006

En sej Oblivion-quest

Den anden aften, hvor jeg havde Frederik på besøg og vi sad og legede Oblivion, faldt vi over en rigtig sjov og ... anderledes quest. En kunstmaler i Cheydinhall var forsvundet fra sit aflåste studio, og nærmere undersøgelser viste at han var forsvundet ind i sit seneste maleri! Det var nemlig en slags gate til en maleri-verden, og det var kunstnerens magiske pensel der gjorde at han kunne træde ind i sine malerier. Nu var penslen imidlertid blevet stjålet af en sindrig tyv, der endvidere havde malet nogle trolde i maleriverdenen! Troldene var dog gået til angreb på tyven og havde dræbt ham, og nu var det så op til mig at finde hans rester og få penslen tilbage til maleren, så vi kunne komme ud af maleriet.

Men ak, de fæle male-trolde løb jo stadig rundt i maleri-verdenen, og det var kun fordi jeg var blevet begavet med nogle flasker terpentin (!!) at jeg havde en chance imod dem. Til sidst lykkedes det dog at skaffe penslen tilbage, og historien fik altså en lykkelig udgang for både maleren og mig.

Så det var da en original quest! Både historien og den tydeligvis impressionistiske verden man blev suget ind i var meget imponerende lavet, så det understøtter mit positive indtryk af Oblivions quests, som generelt er mere snedigt skruet sammen end dem fra Morrowind.

Et andet spændende forløb i spillet var den del af main quest jeg har spillet på det sidste. Her skulle min karakter infiltrere det hemmelige Mythic Dawn kult-hovedkvarter, i et forsøg på at skaffe Amulet of Kings tilbage. Det var et stort sted, fyldt med (de fra spillets start kendte) rødklædte kultister, og selvom jeg i første omgang kunne udgive mig for kultist selv og dermed undgå kamp, endte det alligevel med håndgemæng. I sidste ende lykkedes det dog at få udryddet de onde kultister, men det holdt hårdt og krævede mange forsøg. Meget intenst mens det stod på...

0 Comments:

Post a Comment

<< Home